Indeklima

Har du tung eller dårlig luft?

For at sikre et godt indeklima i din bygning er her et par råd til hvad man selv kan gøre:
  • Luft ud mindst 3 gange dagligt med gennemtræk i 5-10 minutter – også i fyringssæsonen. Derved nedbringes CO2-niveauet
  • Sluk elektriske apparater når de ikke er i brug – elektroniske apparater afgiver gasser og varme, også selv når de står på standby
  • Undgå brug af stearinlys (stearinlys udleder meget CO2)
  • Husk at bruge emhætte ved madlavning og/eller luft godt ud
  • Hold en fast temperatur på 19-21 °C i rum man opholder sig i (stil termostaterne ens på radiatorer i samme rum)
  • Vælg svanemærket maling eller andet der ikke er sundhedsskadeligt
Læs mere om, hvordan du kan opnå et godt indeklima på skimmel.dk

Hvordan opnås god akustik?

God akustik i et rum bestemmes primært af, hvor meget fladerne i rummet kaster lyden tilbage, og måles i efterklangstid. Jo kortere efterklangstid, jo mere behagelige vil rummene ofte være at opholde sig i. Teknisk er efterklangstiden den tid, det tager for støjen at falde med 60dB efter at den oprindelige lyd er stoppet.

Der er en lang række tiltag man kan lave for en bedre akustik i rum – herunder er 3 eksempler:

  • Akustiklofter – Efterklangstiden og akustikken bestemmes af, hvor meget fladerne i rummet absorberer/reflekterer lyden. Loftet er det oplagte sted at forbedre akustikken. Der findes mange typer af akustiklofter, som kan eftermonteres til en fornuftig pris.
  • Vægge og gulve – Akustikdæmpende plader kan også monteres på væggene og evt. “kamufleres” som billeder. Tilsvarende kan gulvtæpper eller lydabsorberende gulve forbedre akustikken.
  • Indretning og møbler – Lyddæmpende støjskærme, gardiner, bløde opslagstavler, polstrede møbler, madrasser osv. kan også dæmpe efterklangstiden. Ændret indretning vil dog kun være et supplement, dvs. de afgørende forbedringer skal ske via loftet og væggene som nævnt herover.